Snowboardinstruktør i Østrig?


af Rasmus Houlind (2004)

Hvis du læser dette, har du sikkert gjort dig nogle af de samme tanker som mig. Snowboarding er megafedt, men hvordan får man råd til at være afsted en hel sæson? Man kunne selvfølgelig finde et eller andet barjob, men hvad med selv at undervise? Jeg syntes selv, jeg var ved at være ok god. Jeg manglede stadig at lave min første 360’er, men havde ellers ok styr på hop og grabs. Da jeg så annoncen for instruktørkurset, besluttede jeg mig for, at dette skulle være anledningen til den så kærkomne pause i mit studie. Men hvordan med at finde job? Var det muligt, sjovt eller hvordan? Dette var et af de spørgsmål jeg selv stod med, og som jeg ikke umiddelbart kunne finde svar på. Jeg håber, at du her kan få svar på nogle af de spørgsmål, som jeg selv stod med i efteråret 2002.
 

Kan man få job bagefter uddannelsen?


Som sagt var et af problemerne, at jeg ikke vidste, om det var til at få et arbejde, når jeg havde taget uddannelsen. Efter en del kontakt med forskellige danske rejsebureauer, stod det klart for mig, at det ikke var dem, der ansatte folk. Hvis man vil arbejde i Østrig, skal man ansættes gennem en østrigsk skiskole og ikke gennem et eller andet dansk rejsebureau. Gennem www.uhrskov.dk og kontakt med især Højmark Rejser (som var meget hjælpsomme!), fik jeg idéer til forskellige steder jeg kunne søge. Dette var allerede før, jeg havde nogen som helst uddannelse.
Her stødte jeg så på det første problem.. Tysk.. Tysk var et sprog, som jeg sidst havde i folkeskolens 9.klasse. Tysk betegnes af nogen som en grim lyd, hvor man siger Wurst og Sauerkraut hele tiden. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne ringe til Østrig (ja østrigsk er sgu da ikke ligefrem lettere!). Min angst resulterede i at jeg syltede projektet 2 uger. Det viste sig at være ubegrundet – østrigerne er vant til, at turister ikke kan et ord tysk. Derfor synes de hurtigt, at man taler enormt flot tysk, selvom man måske ikke selv synes, det er på toppen.
Tiden gik, og jeg fik overvundet min frygt. Den 22. oktober fik jeg endelig ringet til den første skiskole (Maria Alm). Manden, jeg snakkede med, talte et ikke uforståeligt tysk, men bad til min store frygt om en skriftlig ansøgning. Nu stod jeg altså pludselig overfor en skriftlig eksamen. Jeg troede lige jeg havde bestået den mundtlige med et lille sekstal. Med lidt hjælp fik jeg strikket en ansøgning sammen, som jeg sendte afsted. Her slog det mig, at det ikke var den store ulejlighed at rette ansøgningen til og derefter sende den til 3 andre skiskoler med det samme. Jeg havde i foråret været turist i Westendorf og kunne huske, at de havde en ret fed funpark med både rails og gode flyvhop ( www.boardplay.com ). Efter 2 timer havde jeg svar fra den ene skiskole (Schischule Westendorf – www.schischule-westendorf.com ). De skrev, at jeg kunne da godt arbejde for dem - det var vist ikke så svært at finde job..
 
Generelt:
-     Ja, det kan godt lade sig gøre at få job som snowboardinstruktør i Østrig. Ligeledes kan uddannelsen også bruges i resten af Europa, pånær Frankrig, som er notorisk besværlig mht. udenlandske instruktører.
-     Brug internettet og send email-ansøgninger til så mange skiskoler som muligt. Du kan godt søge selvom du ikke har kurset endnu – bare du tager det! Der skal nok være bid.
-     Både Westendorf Schischule og Schischule TOP i Westendorf er interesseret i danske instruktører for sæsonen 2003/2004..
-     Mange steder foretrækker de undervisere med dual-uddannelse. Dvs. folk der både kan undervise på ski og board. Men hvem gider undervise på ski?
 

Uddannelsen – Snowboard Anwärter


Selve uddannelsen foregik i Ramsau am Dachstein i Steiermark. Kurset varede 10 dage, og undervisningen var på engelsk. Det er også muligt at tage det samme kursus på tysk – dette voldede mig en del overvejelser, for hvis jeg næsten kun skulle undervise på tysk, var det måske smartere at få lært tingene på tysk og på den måde være bedre rustet til et job. Det viste sig dog, at det var fint, at jeg tog det på engelsk..
Undervisningen foregik i hold á ca. 10 personer, og vi var det engelsksprogede hold. Vi var 8 danskere, én fra England og én fra Chile (!). Mit generelle indtryk af kurset er, at det virkelig rykkede nogle ting for mig! Det var som at være nybegynder igen, og vi fik tudet hovedet fulde af ”riding position”, ”bend your knees” og ”keep the hip straight” – en tjans, som jeg selv senere fik lov at råbe af adskillige elever. Niveaumæssigt var folk ca. på det samme niveau – enkelte havde dog stået en (eller flere) sæsoner, og det kunne selvfølgelig godt ses. Ved udgangen af kurset havde vi alle sammen lært utrolig meget! Så var der selvfølgelig Miguel fra Chile, der adskillige gange kom galt afsted. Miguel (eller Mike, som han gerne ville kaldes) var en virkelig rar fyr! Desværre var han tuderæd for at stå på snowboard. Han havde ingen fart på boardet og turde ikke lave sving, hvis det så for farligt ud. Ikke desto mindre var han så fornuftig at køre med hjelm, som også hjalp ham godt, da han senere fik en T-lift i knolden, fordi han var for sløv til at komme væk. Stakkels Mike var da også den eneste, der senere faldt af T-liften.
På kurset fik vi primært undervisning af en østrigsk fyr, der hed Haufti ( hans øgenavn..). Haufti var vældig frisk, snakkede glimrende engelsk og var alt i alt en god instruktør! Om dagen havde vi praktisk undervisning på pisterne, fra ca. 9 til 15. Derefter stod den på teori om eftermiddagen. Aftenen var som regel fri, men enkelte aftener blev inddraget til undervisning. Alt i alt et rimelig stramt program – der blev dog stadig tid til at drikke en lille øl ;-).
Vi fik undervisning i forskellige emner, som udstyr, førstehjælp, anatomi, bevægelseslære og didaktik. Disse teoritimer viste sig ikke at volde de store problemer. Niveauet var forholdsvis let, og der var da heller ingen, der dumpede nogen af de teoretiske emner.
Omvendt var det med den praktiske del. Her var der fokus på 2 ting. Den ene del var forbedring af ens egen teknik, og den anden var decideret undervisning i at undervise (hvilke øvelser skal man bruge, hvordan motiverer man eleverne, hvad gør de forkert osv.). Ens egne færdigheder fik et ordentligt skub fremad! Efter en uges tid var vi alle (ja måske ikke lige Mike) mere eller mindre i stand til at lave små frække carvingsving i bedste 80’er stil. Vi skulle kunne variere vores kørestil, alt efter hvordan forholdene var. Lange brede carvingsving på de knap så stejle stykker, og små driftsving på de helt stejle. Alt i alt viste kravene til den praktiske del sig at være det, der skilte fårene fra bukkene. Ud af de 10 personer på vores hold, dumpede de 3. Kurset er altså ikke let, men heller ikke umuligt.
 
Generelt:
-     Jeg kan varmt anbefale kurset til alle, der enten ønsker at arbejde som snowboardinstruktør, eller som bare ønsker at forbedre egne færdigheder. Der var enormt meget instruktion til prisen, der også omfattede kost og logi!
-     Indkvarteringen og maden var af tvivlsom østrigsk karakter (Sauerkraut og Knödl..), så hvis man er uhyggelig sart med fremmed mad, taber man sig nok et kilo eller to.
-     Kurset giver kvalifikation til at undervise begyndere og ikke andet. Der er altså ingen freestyle-undervisning på dette kursus! Hvis du vil være en haj i pipen, skal du op og have 2. niveau af uddannelsen, som først kan tages efter første del. Selve det at arbejde som instruktør viste sig dog også at indbefatte undervisning af øvede – til trods for at man med en anwärter-uddannelse ikke er kvalificeret hertil.
 

Jobbet – ansættelsesforhold


Dagen efter jeg bestod uddannelsen (med min røv i vandskorpen:-), skulle jeg starte med at undervise i Westendorf. Jeg var meget spændt. Jeg blev indkvarteret på et lille hummer hos en gammel dame i udkanten af byen. Ikke lige hvad jeg havde forestillet mig. Jeg havde forestillet mig noget i retningen af et hus, hvor alle ski-/snowboardlærerne boede og så godt med gang i den og masser af ballade. Det viste sig at det er umådelig svært for skiskolerne (i hvert fald i Westendorf ) at finde egnede boliger for deres ansatte. Adskillige forsøg på selv at finde noget sammen med nogle andre danskere, viste sig da også at være forgæves. Først i starten af februar lykkedes det mig at flytte ind i en lejlighed 10 min fra byen sammen med nogle andre gæve danskere. Denne lejlighed var til gengæld superfed, med eget bad, fjernsyn, køkken osv. Hvis du skal afsted som instruktør til vinter, så vær sikker på at du får noget ordentligt at bo i! Gør det på forhånd klart at du ikke gider bo i den næste landsby, mutters alene! Det skal dog siges, at der var andre instruktører, der havde fået fine værelser fra starten af – det var typisk dem, der havde været på skiskolen i flere sæsonner.
 
Generelt:
-     Skiskolen sørgede for bolig. Omend den var ret ringe.
-     Skiskolen udlånte den berygtede knaldrøde uniform, som i øvrigt var af fin standard.
-     Undervisning 10-12 og 13.30-15.30 alle dage pånær lørdag. Dog havde jeg enkelte eftermiddage fri – uden at det blev trukket i lønnen.
-     Lønnen var 950 Euro udbetalt pr. måned (i 2003). Hertil kom værelsestilskud på 110 Euro.
-     Værelse kostede 220 Euro pr. måned, hvor skiskolen så betalte halvdelen (værelsestilskud).
-     Man kunne få penge på forskud og alt i alt var de meget fleksible.
-     Men sørg for at du tager afsted til en ordentlig bolig!
 

Undervisningen 

              
Undervisningen fungerede sådan, at vi underviste begyndere om morgenen og øvede om eftermiddagen. Hov hov, vil den vågne læser indvende her: Anwärter-uddannelsen giver da kun lov til at undervise begyndere!?! Sådan fungerer det bare ikke i alperne. Vi skulle undervise alle niveauer, lige fra totalt nybegyndere til folk der gerne ville i funparken og øve hop! I praksis viste det sig dog ikke at være det store problem, i det de fleste, der tager på snowboardskole, som regel er ret ringe. Desuden kan skiskolen heller ikke forlange at du underviser i disse ting – jeg betragtede det mere som en mulighed for at lave noget lidt sjovere end at undervise begyndere. Du kan altså godt komme til at køre både lidt freestyle og lidt pulver med eleverne, selvom du officielt ikke er kvalificeret hertil.
 
Hvem vil lære at stå på snowboard?
Det første hold viste sig, til min store overraskelse, at være engelsksprogede fra sydafrika!?! Jeg havde forestillet mig, at jeg skulle undervise fede tyske turister, men virkeligheden viste sig at være en anden. Langt de fleste, der ville have undervisning på snowboard var hollændere, irlændere, englændere, danskere og sydafrikanere (de hvide rige af slagsen). Dette betød, at jeg kun 2-3 gange var nødt til at undervise på tysk. Ellers foregik det på engelsk og i sjældne tilfælde på dansk. Aldersmæssigt var folk væsentligt ældre end jeg havde forestillet mig. Det hørte til sjældenhederne at jeg underviste deciderede børn. For det meste var det unge mennesker, men også voksne, der ville lære den fede boarderstil.
 
Mere tid til selv at stå ønskes!
Generelt var det et meget fedt job. Jeg arbejdede jo ”kun” 4 timer om dagen, og dette foregik med et snowboard under fødderne. I virkeligheden foregik det dog lidt anderledes.. Det var yderst sjældent, at jeg kom op, før jeg skulle møde på arbejde. Kun enkelte gange, når der lige var faldet ny sne, var vi nogle stykker oppe og stå nogle rigtig fede pulverture. Til gengæld var lørdagen en fed dag! Det var fridag, og jeg stod meget sammen med de to andre snowboardinstruktører, der var ca. samme niveau som jeg. Vi drak os derfor sjældent fulde om fredagen, for vi ville hellere være friske til selv at stå, end at være friske til begynderundervisning ;-) Det var især her, snowboardinstruktørerne skilte sig ud fra skiinstruktørerne. De fleste skiinstruktører var dernede for at undervise lidt og så ellers leve det søde liv med sprut og fest. Det var derimod tydeligt, at snowboarderne primært var dernede for at stå på snowboard.. (respekt!) Det var faktisk et af de eneste punkter, jeg var decideret utilfreds med – jeg ville rigtig gerne have haft mere mulighed for at stå mere selv, dvs. uden at det var undervisning. Hvis du skal afsted, så prøv at få 2 eller 3 ugentlige fridage, også selvom du får mindre i løn!.
 
Hvorfor er det fedt at undervise?
Når det så er sagt, var det ofte rigtig sjovt at undervise! Det er den fede fornemmelse når nogle af ens elever pludselig begynder at gøre fremskridt, og man kan mærke, at det, man fortæller dem, virkelig gør en forskel! At se folks begejstring er noget af det bedste ved undervisningen! Følelsen af at have omvendt 6 skiløbere til barske boardere er helt ubeskrivelig! ”This is unreal!” og ”I’m definitely converted now!” gør det sjovt at undervise – også selvom det er begyndere.
Ligeledes er det jo også altid sjovt at tage en gruppe med i ny pulversne eller at undervise i at lave små tricks på pisten (tailride, noseride, noseroll, små 180’ere osv.) Faktisk er det noget af det, man får gjort rigtig meget. De små jibs kommer hurtigt til at sidde på rygraden, for det er noget, som næsten alle nye snowboardere synes er sjovt og gerne vil lære på et eller andet tidspunkt. I pulversneen må man dog regne med en del ventetid, for der er altid én, der kommer til at sidde fast i pulveret.. Det er en god idé at køre sidst, så man kan hjælpe folk fri.
 
Hvorfor er det ikke altid fedt at undervise?
Det værste ved at undervise er de elever, der egentlig ikke er synderligt interesserede i at lære noget. De er med mor og far på skiferie, og mor og far kunne godt tænke sig lidt tid alene. Derfor sender de børnene på skiskole, også selvom om børnene ikke er specielt vilde efter det. Dvs. i denne situation er man måske mere babysitter end egentlig instruktør. Spild af tid.
Det bliver også ret trivielt at undervise begyndere efterhånden. Selv om jeg er ked af at indrømme det, blev jeg nok mere utålmodig hen ad vejen. Man kan ikke forstå, hvorfor folk ikke bare kan stå på snowboard?!? Det er jo så nemt (eller er i hvert fald blevet det..). Det var helt essentielt at jeg også kom til at undervise øvede – ellers var det simpelthen blevet for kedeligt!
 
Hvem lærer det (aldrig)?
Som snowboardinstruktør kan man hurtigt genkende forskellige typer af elever. Der er gamle surfere, skatere eller wake-boardere – de behøver i virkeligheden nok ikke den vilde undervisning, og lærer det som regel rigtig hurtigt! Danskere er generelt også ret gode – piger som drenge – jeg har en teori om, at det er fordi, vi har en solid tradition for at cykle – folk er vant til at holde balancen, og danskere dyrker generelt meget idræt.
Men så er der også dem, der er ret håbløse. Der er de bange. Dem, der simpelthen er rystende angst for at falde. Med al respekt er det nok ikke den bedste indgangsvinkel til at stå på snowboard. Man kan kende dem på, at de lægger al vægten på det bagerste ben, lige så snart boardet begynder at pege ned ad bakken. Dette er den absolut mest almindelige begynderfejl! Så er der dem, som egentlig gerne vil, men som virkelig ikke selv kan rejse sig op på backside – dette havde jeg absolut ikke forudset kunne være et problem. De begynder hurtigt at favorisere at køre på frontside, og kan være ret vanskelige at undervise sammen med en gruppe, i det der hele tiden skal være én til at hjælpe dem op. Så er der dem, der godt kan stå på backside, men som ikke tør at dreje om på frontside. Oftest kan de godt dreje fra frontside til backside, men så sidder de også fast igen. Når de så falder, gør de et stort nummer af at vise instruktøren, at det går da virkelig ikke, og han måtte da kunne se, at det var en dårlig idé at prøve at dreje ;-) Men fortvivl ej – man lærer efterhånden små tricks og øvelser, der oftest får folk på ret køl igen! Hvis folk giver op, er det som regel fordi, de er trætte af at slå sig og har ondt over det hele, og ikke fordi de er utilfredse med undervisningen som sådan. (det sagde de da..:-)
 
Hvad hører der ellers til arbejdet?
Hver 14. dag skulle vi om aftenen deltage i en opvisning for de forskellige turister, der var i byen. Her skulle vi give en demo på hvad man kan lære som snowboarder. Vi skulle bl.a. køre nogle stykker med paralelle korte sving. Hertil kom at alle naturligvis vil se snowboarderne hoppe. Nu var der ikke lige nogen af os, der mestrer Rodeo7 osv. så det blev bare til lidt hop, med forskellige grabs. Det kom selvfølgelig til at se lidt bedre ud, når vi hoppede gennem den ildring, der var blevet sat på hoppet. At det så bevirkede, at man ikke kunne se en skid, var en anden sag..
Når der ellers ikke var nogen kunder på skiskolen, hvilket godt kunne være tilfældet om fredagen, skulle vi tage forskellige andre opgaver på os. Vi skulle eksempelvis hjælpe til, når skiløberne holdt løb. Mere populært var det dog at fjolle rundt på børnebakken i det store maskotkostume, Bobo. Bobo er en kæmpepingvin, der tilsyneladende godt kan lide at tumle rundt på et snowboard på børnebakken hver fredag. Her fjoller han så rundt omkring alle de børn, der er med i væddeløbet.  Det skal siges, at dette ikke bliver mindre muntert af, at man er ret bagstiv ;-)
 
Generelt:
-     Sjovt at undervise, især når folk bliver begejstrede!
-     Begynderundervisning kan godt blive lidt kedeligt i længden.
-     Fedt også at undervise øvede!
-     Nogle lærer det aldrig, og det er ikke fordi, de er dumme..
-     For lidt tid til selv at stå..
-     Hvem gider falde i en instruktøruniform?
-     Man får drikkepenge af og til (dog aldrig af danskere..)
-     Stor selvbestemmelse af hvordan tingene skal foregå. Statsprøvede skilærere har ikke nødvendigvis forstand på at undervise snowboardere, og det ved de heldigvis godt!
 

Livet i en skiby


Livet i en skiby, kan man sagtens vænne sig til. Generelt havde jeg masser af fritid. Denne tid blev ofte brugt på afterski.. Instruktørerne drikker nok lige lidt mere end de anbefalede 21 genstande om ugen (hrm..) – afterski er pissesjovt! Man bliver hurtigt ret så god til at spille sømspillet, og dette er da også med til at gøre afterski til en lidt billigere fornøjelse. Sømspillet handler om at slå sit søm hurtigst i en træblok – den, der får sit søm sidst i, giver en omgang rædselsfuld obstler-snaps til dem, der var med. Man bruger vel at mærke den flade ende af hammeren.. Når der lige er kommet nye turister til byen kan man snildt drikke sig snaldret på deres regning. Det er bare et spørgsmål om at finde grænsen hvor man selv bliver for fuld til at vinde længere ;-) Afterski fortsætter til man ikke gider mere, og enkelte instruktører blev da også set på diskotek stadig iført deres instruktøruniform, i det de troede, at det måtte pigerne bestemt falde for. (Rygterne siger at dette var delvist sandt).
Ellers er det nemt at møde en masse nye mennesker sådan et sted. Dels er der alle dem, man møder gennem skiskolen, og dels er de andre danskere, som man også hurtigt lærer at kende. Det være sig både guider og bumser. Superhyggeligt! Man skal ikke være bange for at tage afsted uden at kende nogen – det kommer man hurtigt til!
Det er dog en god idé at tage en playstation eller lignende med. For økonomien rækker ikke til afterski og abefest hver aften, og måske er det heller ikke fedt at være døddrukken altid. Man kommer hurtigt til at finde en rytme, hvor man bare hænger ud sammen, spiller spil, spiser sammen osv. Økonomien er i det hele taget lidt skrøbelig sådan et sted, for man går alligevel ret ofte ud, både for at fulde sig og for at spise.
Ellers må man sige at det er det søde liv uden de store bekymringer. En herlig pause fra Danmark, uddannelse eller 8-16 jobs! Det handler om snowboard, sne, bjerg, sol, øl og fester – ikke så tosset alt i alt!
 
Generelt:
-       Masser af nye mennesker!
-       Masser af gang i den!
-       Generelt dyrt at leve.. Øl osv., og man skal jo også lige have nyt udstyr..
 
Nå, men skal jeg så tage det kursus og komme afsted eller hvad?
Alt i alt kan jeg varmt anbefale både at tage kurset og at arbejde som instruktør. Det var 3½ måned, som jeg ser tilbage på med rigtig gode minder. Jeg fik stået en masse på snowboard, lært en masse og det løb næsten rundt økonomisk – det er sgu da fantastisk! Jeg er ikke blevet mæt af at stå på snowboard – det bliver nok snarere til sommerski i Tignes. Selvom du ikke vil undervise, er kurset også stadig rigtig godt – jeg overvejer selv at tage næste niveau.

Skrevet af: Rasmus Houlind