17.12.2025
4 min

Stort og småt fra SkiStars destinationer

Trysil: Gondolen, der stjæler overskrifterne (og giver skidagen mere flow)

Der er nyheder, der er rare at læse om, og så er der nyheder, man kan mærke i ski-benene allerede fra første tur. Trysilgondolen hører til i den sidste kategori. Den åbnede 6. december 2025 og gør det ganske enkelt lettere og mere behageligt at komme op i systemet, især når Trysil viser sig fra sin mest populære side med børnefamilier, skiskoler og travle formiddage.

Gondolen er et seriøst stykke infrastruktur. Den er 2.417 meter lang og har en kapacitet på op til 3.000 gæster i timen. Det er tal, der ikke bare pynter i en pressemeddelelse. Det er tal, der kan flytte køer, tempo og stemning på en dag, hvor “lige en tur mere” ellers bliver til “lige 20 minutter mere i kø”.

Og Trysil stopper ikke dér. SkiStar kobler satsningen på gondolen til en bredere opgradering af oplevelsen, blandt andet med fokus på parkområder, så både freestyle-folket og dem, der bare vil have lidt ekstra leg ind i dagen, får mere at komme efter.

Vemdalen: Solsiden får nye spor – Hovde Syd åbner til jul

Hvor Trysil går stort, går Vemdalen charmerende klogt med mere variation, mere familieflow og mere skidag i solen. Hovde Syd ved Vemdalsskalet er næste brik i puslespillet og åbner i første etape til julen 2025. Det handler om 11 hektar nyt pisteareal med en rød “rygrad” øverst, flere blå nedfarter nederst og en familievenlig park, der gør det nemt at tage et stop “for sjov” uden at det føles som at trække stikket på skidagen.

Det er den slags udvidelse, som især fungerer for grupper, hvor alle ikke vil det samme. Her er plads til dem, der vil cruise, dem der vil lege, og dem der bare vil have en ekstra tur i et område, der føles nyt.

Annonce

SkiStar Winter Games - en skifest for hele familien

Alpin skifestival i Norden med konkurrencer, familiehygge og World Cup-stemning

Åre: Fire nyheder – og én klar retning

Åre pakker nyhederne ind som en buffet til sæsonen 2025/2026 med lidt mere infrastruktur, lidt mere hygge og lidt mere aftenmulighed. Der kommer blandt andet en ny Getval lift, som skal aflaste trafikken og give en alternativ rute, mere belysning i udvalgte områder for længere og mere fleksible skidage, samt både ny varmestue i Duved og ny restaurant i Sadeln. Med andre ord satser Åre ikke kun på “mere skiløb”, men på den komplette dag, hvor pausen og aftenen også tæller.

Hemsedal: Når de små forbedringer gør den store forskel

Hemsedal er destinationen, der ofte føles som et sted, hvor tingene allerede spiller, og netop derfor er årets nyheder interessante. De handler om at gøre “det der fungerer” endnu mere gnidningsfrit. SkiStar arbejder videre med den sidste fase af Lodge Express området, hvor der blandt andet lægges op til bredere og forbedrede nedfarter udvalgte steder. Samtidig kommer der en ny transportbånd løsning på cirka 250 meter, som skal gøre det lettere at komme rundt mellem udvalgte overnatningsområder og skiløbet, og så får Tinden liften en teknisk renovering for fortsat stabil drift. Det er ikke nyheder, der råber højest, men det er præcis dem, man elsker, når man står med skistøvlerne på og bare vil videre.

Transport til skandinavien

Færger nord på

Her får du et fuldt overblik over de færgeruter, som kan bringe dig tætter på sneen

Bonus: Pris og tilgængelighed fylder mere i kommunikationen

Midt i alle investeringerne er der også et tydeligt signal i SkiStars kommunikation for sæsonen 2025/2026. Der bliver lagt mere vægt på prisvenlige SkiPass-varianter og lavere priser på skidage, hvor man ikke behøver købe en stor alt inklusive pakke for at få en god oplevelse. Det kan meget vel blive en af sæsonens mest mærkbare tendenser, især for familier og weekendgæster, der gerne vil kunne tilpasse turen efter behov og budget.

Produceret af

Skrevet af
Nikolaj Vang
Familiefar, gear-nørd, projektleder i Danmarks Skiforbund & 17 x dansk mester i Freeski